Cajun meatloaf

I dag har jeg plejet min sære længsel, efter et sted jeg aldrig har været: New Orleans. Jeg har glugget masser af hoteller, udflugter og spisesteder.

Og så fik jeg selvfølgelig lyst til noget amerikansk mad. Valget faldt på et cajun meatloaf - altså forloren hare med cajun køkkenets hellige treenighed: Bladselleri, løg og peberfrugt.

Dertil kartoffelmos af egne kartofler, sauterede blå bønner af egen fremdrift og en sær salsa, som en træt honningmelon gjorde nødvendig.

Det blev godt.

Jeg startede med at hakke en enkelt stængel bladselleri, et lille løg og en halv rød peber ganske fint. Derefter behandlede jeg to små fed hvidløg og en ikke alt for stor eller stærk chili på tilsvarende vis.

Alt røg på panden i smør og blev mildt sauteret, derefter røg der salt, peber, cayennepeber og spidskommen i smørret sammen med grøntsagerne. Jeg strøede to spiseskefulde mel ud over det hele og fik lige givet melet lidt farve i smørret, før der røg lidt mælk, engelsk sovs, ketchup og hot sauce i, til det hele blev en slags tyk grød.

Det blev sat til afkøling mens kødet, som var halv hakket oksekød og halvt hakket svinekød - nok 450 gram i alt, blev rørt med et æg og tre spiseskefuld rasp.

Da grøntsagerne var så afkølede, at jeg kunne stikke en finger i uden varige skader, blev de æltet ind i kødet. Farsen skal være fast - noget fastere end frikadellefars.

Så formede jeg et firkantet brød i et ildfast fad og hældte en lille slat mælk ved - det ville nok få mig hængt i New Orleans, men det er godt til sovs.

10 minutter i ovenen ved 225 grader - så blev farsbrødet penslet med lige dele ketchup og ahornsirup. Og derefter 20 minutter ved 180 grader.

Og inden man afskriver meatloaf som noget amerikansk bras, så er der altså tale om noget europæere har spist siden det femte århundrede i mange forskellige udformninger.

Stegte grønne tomater

Min tomat med de forknytte blade har med møje produceret en fin orange-grøn tomat, som trængte til at blive plukket og spist, da jeg nåede til frokost tid.

Ved et af universets store sammentræf læste jeg præcis samtidig hos en af mine amerikanske favorit mad-blogger, hvad jeg skulle stille op med tomaten: Jeg skulle lave den til stegt grøn tomat.

At Ms. Glaze så havde fået sin inspiration fra en anden af mine favoritter, det får jo hele verden til at se synkron ud.

Og så ikke et ord om, at jeg har været vild med tanken om stegte grønne tomater siden jeg læste bogen og så filmen.

Altså tomaten blev plukket, jeg læste og kiggede video og måtte konstatere, at jeg ikke havde en tilsvarende stor rød tomat til at lave pæne lag med - kun en lille sød en.

Altså endte jeg med at stable ristet brød og stegte tomatskiver. Pocheret æg øverst og en lille kæk pink remoulade af en spsk majo, en spsk stiv græsk yoghurt, et bløb stærk chilisovs, hakket syltet agurk, hakket syltet løg og hakket rest af den orange-grønne tomat.

Fire reelle tomatskiverne blev dyppet først i krydret mel - salt, peber og cayenne, derefter i æg pisket med lidt mælk og så i rasp.

Derefter stegt kortvarigt på panden i blanding af olie og smør, men tomaten var også ret moden. Grønne umodne tomater skal have længere tid ved lavere varme. Brødskiver fik også en tur på panden, men kunne da bare være ristet.

Et i en kop udslået æg røg i en gryde med vand, hvid eddike og salt som lige var gået af kog og plask ned midten af en malstrøm frembragt ved at røre kraftigt i en god cirkel. 90 sekunder senere var det perfekt.

Stable og spise.

Julie & Julia

Jeg har tidligere skrevet om madens store damer, USA's Julia Child og britiske Elizabeth David.

Nu kommer der en film om den ene af dem og om et fantastisk blogprojekt, som en ung amerikanske kvinde, Julie Powell, startede i 2002.

På 365 dage ville hun tilberede og blogge om, hver eneste af de 536 retter der er i Julia Childs fantastiske kogebog Mastering the Art of French Cooking.

Julie Powell klarede opgaven, fik en masse venner i blogland, udgivet sin blog som bog og kan i starten af august se sig selv portrætterede i biografer i USA i Nora Ephrons film Julie & Julia.

Jeg har aldrig været den helt store Maryl Streep fan og bryder mig faktisk ikke om film, hvor skuespillerne gør sig for store anstrengelser for at ligne og/eller tale som det menneske de portrættere.

Jeg synes derfor mest hun var trættende at høre på som Karen Blixen i Out of Africa, men jeg kan godt se, at Julia Child uden den fantastiske stemme og diktion ville være lidt underligt.

New York Times havde en fin artikel forleden om, hvor anstrengende filmen har været for food stylisten og de kokke, der har lavet filmens mad.

Til filmen har kokken måtte udbene 60 ænder.

Artiklen beskriver også en scene, hvor Julie skal tilberede en hummer. Den blev gennemført med koldt vand tilsat tøris, så det så ud som om gryden dampede af spilkogende vand og så en repræsentant for den amerikanske dyreværnsforening uden for kamera for at bevidne at hummeren ikke led overlast.

Man må håbe den scene ikke skulle tages om for mange gange.

Filmen har så vidt jeg kan se premiere i Danmark den 18. september og spørgsmålet er, om vi ikke er nok madglade bloggere til at en fælles udflugt på bio kunne være sjov?

Sodavand laver man da selv

Sådan noget sprudelwasser med en eller anden slags smag kan jeg godt lide. Og så er det jo oplagt at lave det selv en gang imellem.

I dag lavede jeg en fin rabarber-citron-timian sodavand af rabarber, citronsaft, sukker, timian og vand kogt sammen til en stærk sirup. Når så trangen til bobler ramme, er det bare at tilsætte is og apollinaris.

Nu jeg var i gang lavede jeg også min egen ginger-ale - eller noget på det lav - ved at rive et ordentligt øre ingefær og koge det med sukker og frisk mynte.

Og så er der noget om, at man kan lave sin egen tonicvand - det må jeg prøve, når jeg får fundet ud af, hvordan jeg fremskaffer kinabark, hvorfra tonicens mest berømte ingrediens, kininen, stammer fra.

Thi søbemad jeg spiser gerne*

Når vejret slå om fra dur til mol og brændeovnen er en millimeter fra at blive genindviet, så skal der varm og duelig kost til.

Jeg kan rigtig godt lide suppe og den amerikanske New England clam chowder har været en favorit, siden jeg smagte den i Seattle (jeps, så langt fra New England man næsten kan komme) i 1977.

Heldigvis har den lokale Irma udsalg af kammuslinger, så det var ikke vanskeligt at sætte i værk.

En bagekartoffel blev snittet i små tern, et lille rødløg fik samme skæbne og fire skiver tynd, italiensk pancetta - altså bacon - blev også skåret i småstykker.

Baconen blev ristet, derefter fik løgene en omgang i fedtet.

I den endelige gryde lavede jeg en lille opbagning af to spiseskefulde smør og en spiseskefuld mel. Den blev rørt blank og smuk på en halv liter fiskebuillon og vædsken fra de optøede kammuslinger. Så tilsatte jeg 1,5 cl piskefløde, kartofler og løg og lod det småkoge i 13 minutter.

Derefter tilsmagte jeg med peber, chili, engelsk sovs og en anelse salt. Bacon og kammuslinger blev så kogt med i yderligere 7 minutter.

Så var det bare at hælde i skål, med et drys blomstrende purløg over og et par skiver friskbagt majsbrød til og nyde til varmen nåede helt ned i de kolde tæer.

Der er til en god frokost til en i portionen - og en lille kop til overs til nem aftensmad.

*en let omskrivning af digtet "Historien om den kræsne Mads" fra "Den Store Bastian."

Splitte min banan

Selv om jeg har en ganske sød tand, er det meget sjældent dessert, jeg er længes efter.

Derfor blev jeg ganske overrasket, da ovenstående servering materialiserede sig i mit indre lækkerskop.

Men jeg tænkte, der må være en grund, og gik i gang med at anrette.....og siden spise ;)

Og så er jeg fuldt ud klar over, at jeg har et forklaringsproblem.

Hvis jeg ikke er til dessert, hvorfor har jeg så ting som Dr. Øtkers glimmergele, samme doktors cocktailbær og den slags i huset?

Jo, fordi jeg ikke kan gå forbi opsatsen over i Fakta uden at købe et eller andet mærkeligt.

Vanilieis har alle forhåbentlig i fryseren og chokoladen til sovsen, var en rest Sifka havde efterladt sidt hun var her.

Om det smagte mums? Hmmmmmm.

Hvad køleskabet gemte

Det er ikke altid, at jeg er fuld af madenergi i de perioder, hvor jeg har morgenvagt. I dag var jeg oppe 2.15 - hvis nu det der snevejr, havde været så slemt som bebudet, så måtte jeg jo tidligere af sted end sædvanligvis.

Heldigvis var det ikke slemt. Jeg var alligevel ekstra træt, da jeg kom hjem, og jeg havde indstillet mig på nogle flade eller spejlæg eller sådan noget.

Så faldt jeg over en fin lille ting hos New York Times om, hvad byens mange, mange immigranter spiser af hverdagsmad og der optrådte en magisk koreansk madpandekage.

Pa jun - laves tilsyneladende traditionel med skaldyr som østers eller kammuslinger, men kvinden i artiklen laver den tit med lidt stegt kylling eller andet kød og grønne grøntsager.

Jeg havde nu hverken rå østers eller asparges og broccoli, men jeg havde lidt kogt kartoffel, lidt røget ørred, forårsløg, gulerod, grøn peber og bladselleri.

I løbet af nul komma fem havde jeg de dejligste, lette madpandekager med lidt sovs til at dyppe i foruden kraftig råkostsalat med ingefær/hvidløgs/citron dressing. Jeg sneg også en skive ristet brød ind.

Fino - pa jun er nu på listen over de hurtige og de gode.

Besat af pamplemousse

I øjeblikket kan jeg uden problemer spise grapefrugt til alle måltider. Jeg er besat af den på en gang bitre og sødmefyldte smag og bedst er de, hvis de har let rosa frugtkød.

Så stor var min begejstring, da jeg gik i gang med at koger en pænt stor frugt i en lille gryde vand på mit komfur. En proces, der sendte henrivende dufte ud i rummet.

Derefter blev den forvandlet til en kage. En fantastisk, men desværre ret voksen kage - der er meget bitterstof i grapefrugt og det bærer kagen præg af. Jeg har givet den et lag Philadelphia rørt med flormelis og grapefrugt saft, som er en perfekt og meget sød kontrast til den meget saftige kage.

Jeg havde egentlig tænkt, at kagen skulle være del af dessert til et finere selskab jeg skal til i morgen.

En slags nytårsaften II - som mange holder mere end en juleaften.

Jeg tror jeg må finde på noget andet, der er nemlig et par unger i selskabet og de vil næppe kunne lide den.

Menuen er i øvrigt østers, rejebisque, rimet sej, gederyg, dessert og ost.

I passende portioner, så der er plads til det hele og mulighed for et varieret smagsindtryk.

Ud over dele af desserten skal jeg bidrage med bisquen og det er mig der har gedekød, ost og champagne med.

Foruden en stor pose hamstret nytårsspas - bordbomber, hatte, blinkende isterninger, knallerter og serpentinere.

Jeg glæder mig. (Og så er dette vist mit indlæg nr. 500 på bloggen)

Fantastiske madkasse

Så ankom min længe ventede egoist-julegave endelig.

Og den var værd at vente på, for sikke kram det er. Alt passer perfekt sammen og om det så er den inkluderede kombinerede gaffel og ske, så er den lækker og af god kvaliet. Den har desuden sin egen lille strop i bæreposen, hvor den skal sidde.

Mit eneste problem er, at jeg simpelthen ikke ligger inde med råvarer nok - eller tilberedt mad for den sags skyld - til at gøre den ære i morgen.

Men jeg overvejer om jeg skulle snyde - og bruge den til både morgenmad og frokost. Så kan jeg få ymer med drys til morgenmad på arbejdet og resterne af min mango chicken rice* til frokost med en lille nem salat.

Hvis nogle er interesserede, så fandt jeg den her. Den var for billig til, at de ville sende den alene, så jeg købte også et sæt ting til kagedekoration, forsendelsen var pænt dyr og jeg har betalt omkring 300 kroner i told og toldbehandling, men jeg regner med, at den er uforgængelig og jeg kan have glæde af den i mange år.

-------------------
* Chicken rice med mango:

Skær to kyllingebrystfileter i ret små stykker.
Snit et stort rødløg
Snit en stængel bladselleri fint
Snit et par forårsløg fint
Skær en mango i små stykker
Hak et stort fed hvidløg
Hak en ønsket mængde ingefær og ditto chili

Sæt en god, stor portion ris over.

I en wok i en blanding af en neutralolie og lidt sesamolie svitses kyllingen, drys en ret stor mængde spidskommen og en ikke helt så stor mængde chilipulver ved mens der steges. Salt og peber kan også kommes ved på dette tidspunkt. Forsæt derefter med at svitse løg, forårsløg, bladselleri, hvidløg, ingefær og hakket chili ved.

Kom derefter mangoen ved - hvis den er meget saftig, så få al saften med - ellers suppler med en smule vædske fx suppe.

Når vædske en borte kommes de kogte ris i wokken og de steges til de tager farve - tilsæt evt. en smule mere olie.
Hvis man har lyst kan et æg slås ud i retten og mixes ind i blandingen.

Server, spis, nyd. Kombinationen af spidskommen og mango er spændende.