mandag den 24. august 2009

Cajun meatloaf


I dag har jeg plejet min sære længsel, efter et sted jeg aldrig har været: New Orleans. Jeg har glugget masser af hoteller, udflugter og spisesteder.

Og så fik jeg selvfølgelig lyst til noget amerikansk mad. Valget faldt på et cajun meatloaf - altså forloren hare med cajun køkkenets hellige treenighed: Bladselleri, løg og peberfrugt.

Dertil kartoffelmos af egne kartofler, sauterede blå bønner af egen fremdrift og en sær salsa, som en træt honningmelon gjorde nødvendig.

Det blev godt.

Jeg startede med at hakke en enkelt stængel bladselleri, et lille løg og en halv rød peber ganske fint. Derefter behandlede jeg to små fed hvidløg og en ikke alt for stor eller stærk chili på tilsvarende vis.

Alt røg på panden i smør og blev mildt sauteret, derefter røg der salt, peber, cayennepeber og spidskommen i smørret sammen med grøntsagerne. Jeg strøede to spiseskefulde mel ud over det hele og fik lige givet melet lidt farve i smørret, før der røg lidt mælk, engelsk sovs, ketchup og hot sauce i, til det hele blev en slags tyk grød.

Det blev sat til afkøling mens kødet, som var halv hakket oksekød og halvt hakket svinekød - nok 450 gram i alt, blev rørt med et æg og tre spiseskefuld rasp.

Da grøntsagerne var så afkølede, at jeg kunne stikke en finger i uden varige skader, blev de æltet ind i kødet. Farsen skal være fast - noget fastere end frikadellefars.

Så formede jeg et firkantet brød i et ildfast fad og hældte en lille slat mælk ved - det ville nok få mig hængt i New Orleans, men det er godt til sovs.

10 minutter i ovenen ved 225 grader - så blev farsbrødet penslet med lige dele ketchup og ahornsirup. Og derefter 20 minutter ved 180 grader.

Og inden man afskriver meatloaf som noget amerikansk bras, så er der altså tale om noget europæere har spist siden det femte århundrede i mange forskellige udformninger.

1 kommentar:

  1. Jeg er møj glad for hakket kød og traditionel forloren, men dette lyder nu ikke så ringe - altså når jeg lige ser bort fra sellerien...

    SvarSlet