Henne i Århus bor en bager, ikke at jeg har været der - jo, jo i Århus, men ikke hos bager Jeremy - der har forvandlet den klassiske, og noget oversete, hindbærsnitte til et kunstværk.
Det er jo en afsindigt enkel ide og det kom jeg til at sige til en kollega lørdag eftermiddag, som straks udfordrede mig til at forsøge.
Men som med så mange ting, så var et teori, noget andet praksis. På vej hjem havde jeg - udover at slå et smut omkring købmanden efter en pakke smør og en pose frosne hindbær - udtænkt følgende slagplan:
Jeg ville lave hele arbejdet færdig og så udstikke en elg. Altså bage to lag mørdej, lægge dem sammen med mit nykogte hindbærsylt og smørre glasur øverst og så tage min elgudstikker og gå amok og knalde elgsnitter ud.
Alt var godt mens min Magimix kørte sød mørdejen af 350 g mel, 150 gram sukker, lidt vanilje, 200 gram smør, et æg og en smule koldt vand.
Først bruger man maskinens pulse-funktion til at få mixet mel og sukker, så pulser man en 5-7 gange for at få hakket smørret ud til en grynet masse og så en ultrakort omgang mix uden pulse med ægget og så kan dejen samles på et meldækket bord på et halvt minut, går det ikke, så tilsæt vand en teskefuld ad gangen.
Sådan en dej skal køle, så den røg i fryseren mens jeg gik i gang med hindbærsylt.
En pose frosne - sikkert onde polske, men de skulle jo heldigvis koges - hindbær røg i gryden. Sammen med dem en stjerneanis, to kapsler kardemomme, et drys allehånde, 100 gram sukker, et spif juice fra en halv, træt lime og to spiseskefuld vand og så over at koge og låget af gryden, så sylten bliver passende tyk og smørbar.
Glasuren blev også gjort klar og så skulle elgudstikkeren findes frem.
Krise.
Dyrets gevir er voldsomt og sindrigt, et mareridt at stikke ud gennem et hindbærsnittetykt lag. Desuden ville den - udstikkeren - give så meget spild, at der max ville blive to hindbærsnitteelge ud af min plade.
I stedet valgte jeg en egern- og en pindsvineudstikker, som jeg, straks da de to lag var samlet om hindbærsyltet og glaseret, hamrede igennem hele herligheden.
Og så var jeg også så udmattet, at jeg ikke kunne sigte, da krymlen skulle på, så egernet fik lidt på halen.
Men altså nemt var det ikke - og jeg er ret sikker på ved nærmere studie af Jeremys elg, at han stikker ud og bager separat og så samler til sidst.
Men godt smagte snitterne og populær bliver man på en søndagsvagt, når man pludselig disker op med hjemmebag. Og min kollega, hende som havde udfordret mig? Hun var syg og så aldrig så meget som halen af en egern-hindbærsnitte, men det er jo tanken der tæller.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar