fredag den 25. marts 2011

Tyvstart på foråret



Når folk putter tanker i mit hoved og giver mig fantomsmerter i smagsløgene, så er jeg jo forsvarsløs.

Men jeg klamrer mig til min værdighed med det musselmalede og middag klokken 12.30.

Så ja, jeg skulle nok have ventet, til mine egne rabarber var blot piberenser store, men nej, det var nu alligevel godt, med tyttebærsylt og agurkesalat.

For altså i min familie var det en klar forårsbebuder, når min farmors søndagsmiddag - og her taler vi altså den traditionelle klokken 12.30 - var kyllingesteg med rabarberkompot og små nye kartofler.

Jeg var så heldig at få fingre i en lille - nok blot 800 gram, men meget kødfuld - fransk landkylling til 35 kroner fordi den havde sidste salgsdag.

Den fik salt og peber i maven sammen med en anstukket citron - ellers kan saften jo ikke pible ud, når citronen bliver varm - og en håndfuld persille.

Dyret blev lysebrunet i en stegegryde i smør og olie, fik selskab af en gulerod og et løg og en halv liter vand foruden god grøntsagsbouillion.

Så fik den lov at simre i nok en 50-60 minutter og blev vendt et par gange.

Inden jeg kastede mig over dyret, havde jeg kogt lidt lagereddike op med salt, sukker og peber, som røg over tynde skiver agurk og i køleskabet.

Da kyllingen var færdig kom den på hvil, mens den siede suppe blev kogt op med fløde, lidt sukker, et dryp engelsk sovs og mere peber, til den skilte og var fin.

Man kan da jævne og farve, men jeg kan godt lide tynd sovs. (Det må man godt skrive på min gravsten)

Dertil kartofler og så er man klar til en kop kaffe og lidt forårssol på næsen i haven.

1 kommentar:

  1. Det er altså en af DK's madskatte nr. 1. Håber aldrig at det går i glemmenbogen og at det vil eksistere i generationer i fremtiden :-)

    Mange hilsner
    Birthe

    SvarSlet