lørdag den 10. september 2011

Bitter - på den gode måde


I masser af år har bitteren været helt fraværende i mit liv. For 20 år siden, da jeg var sportsjournalist, måtte jeg mindste en gang om ugen tvinge en Gammel Dansk i mig.

Meget af mit arbejde foregik jo tidligt lørdag eller søndag morgen på forskellige idrætsanlæg og der var altid sort kaffe og en morgenbitter til de frivillige. Det sagde man jo ikke nej til, når man kom anstigende og forstyrrede eller ulejligede folk.

Men begge dele var lige vanskeligt at kapere på tom mave og ofte også på for lidt søvn. Dog erfarede jeg, at når først den beske, hostesaftagtige smag fra Gammel Dansk var blevet vasket væk af den sorte kaffe, så bredte en herlig varme sig i maven. Så jeg kunne godt se pointen.

Siden har jeg ikke skænket en bitter en tanke eller drukket så meget som en. Det vil sige, det har jeg jo - for mange kryddersnapse er jo i virkeligheden bittere.

Men nu gør min stigende interesse for cocktails den klassiske, umiskendelig bitter umulig at komme uden om. Selve definitionen på en cocktail er en blanding af spiritus, bitter, sukker og vand.

Det er selvfølgelig den dogmeagtige fortolkning, for efterhånden er cocktail betegnelsen for en hvilken som helst type blanding af spiritus, hedvin, vin, likør, saft, sodavand og sukker.

Nu har jeg efterhånden indlemmet et pænt sortiment af bittere i mit barskab.

Billedet viser min samling fra Bitter Truth - et tysk firma, som laver prægtige sager med eksempelvis selleri- eller chokoladesmag.

Derudover har jeg klassikeren Angostura - som måske er den ældste kommercielt fremstillede bitter og Fernet Branca, som også er en gammel svend. Faktisk regnes både Campari og Aperol også blandt bitterne og dem har jeg også.

Den klassiske bitter startede i sin tid som patentmedicin - og har blandt andet på grund af sit ret høje alkoholindhold nok kunne få mang en patient til at blomstre lidt op og føle sig lidt mere fresh. Mange af dem virker rent faktisk også både appetitvækkende og kvalmedæmpende.

Mest fascineret er jeg af de type, som blot skal stænkes i en drink - de som skal sætte prikken over i'et eller understrege et smagstema.

Det næste bliver vel, at jeg selv prøver at lave en bitter ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar